Danmark Atter Frit - 75 års jubilæumskoncert for befrielsen

04
MAJ

Dato Mandag d. 4. maj 2020, kl. 19:30
Sted
Dommervangen 2, 2600 Glostrup, Danmark
Medvirkende
Joachim Knop, Nikolaj Bentzon og Martin Åkerwall
Pris
Gratis

Østervang Kirke lægger an til en særlig musikaften i anledning af 75-års jubilæet for Danmarks befrielse d. 4. maj 2020.

Kirkens faste organist, Martin Åkerwall, har engageret to andre af Danmarks fremmeste musikmusketerer til at fejre aftenen i toner fra den svundne, men aldrig glemte tid.

Klassikere af Kai Normann Andersen, Leo Mathisen m.m.fl. samt sange kendt fra f.eks. Liva Weels repertoire vil blande sig med internationale musikalske højdespringere fra tiden under, før og efter De Fem Forbandede År. Heriblandt eksempler på de helt nye fædrelandssange, som Knop & Bentzon indspillede i 2018.

Kom med til en aften, hvor vi atter tænder lysene og også sammen istemmer flere af fædrelandssangene fra krigens ALSANG-stævner.

Østervangkirken, Mandag d. 4. maj 2020 kl. 19.30

Koncerten varer ca. en time og der er gratis adgang. 

Joachim Knop:

Joachim Knop startede sin uddannelse som sanger ved Det Kgl Danske Musikkonservatorium, og fuldførte sommeren 2000 sine studier på Operaakademiet ved Det Kgl Teater. Han har bl.a sunget Wilhelm i Betty Nansen Teatrets udgave af Tom Waits' The Black Rider, Fiddelihut i Det Kgl Teaters uropførelse af Fuzzys Heksemutter Mortensen og den Fede Kalkun, Ping i Turandot på Malmö Musikteater, Schaunard i La Boheme på Den Jyske Opera, Don Juan på Den Fynske Opera, Barberen fra Sevilla på Århus Sommeropera, Papageno i Tryllefløjten på Den Jyske Opera samt Elsk Mig I Nat i Tivoli. Som skuespiller debuterede Joachim i Drengene fra Skt Petri og har siden medvirket i flere spillefilm, blandt andet filmene om Anja og Viktor. Denne sæson spiller han bl.a. Den Nøgne Sandhed rundt omkring i Danmark samt Gianni Schicchi på Galaksen i Værløse.

Nikolaj Bentzon:

Med et hav af CD- og nodeudgivelser er pianist/komponist/orkesterleder et iøjnefaldende og genreblandende musikmenneske med udtalt evne til og ønske om at skabe underholdende, oplysende og vedkommende musikalske oplevelser for publikum. Støttepillerne står plantet i jazzen, men det musikalske udgangspunkt i faderen Niels Viggo Bentzon og tipoldefaderen J.P.E. Hartmann har kastet alt fra symfoniske produktioner til udgivelse af nye fædrelandssange af sig.

Bentzon solo, med trio, med funk band, med big band, med kammerensemble, med vores største vokalsolister osv. - Bentzon har arvet evnen til at kridte den musikalske bane op, så man spidser ører. Og til at nedbryde genregrænser. 

Martin Åkerwall:

Martin Åkerwall er uddannet pianist, komponist og dirigent ved Det Kgl. Danske Musikkonservatorium samt det navnkundige Sibelius Akademi i Helsinki. Han er modtager af flere priser bl.a. Gades Musikpris og har gennem sin karriere optrådt i ind og udland som både pianist og dirigent ved koncerter samt ballet og operaforestillinger. I en årrække var Åkerwall tilknyttet Det Kgl. Teater som pianist og dirigent. I 2017 påbegyndte han uddannelsen som organist, og vandt efter kun et års studier stillingen som organist ved Østervangkirken. 



Ophavsret: