Udflugter og rejser
Kunne du tænke dig nogle dage i stille retræte i idylliske omgivelser? Eller er du mere til oplevelser på vores rejser og ture? Begge dele er muligt, hvis du følger med her på hjemmesiden.
Stilleretræter med ro til fordybelse
En stilleretræte er en mulighed for at trække sig tilbage fra hverdagens stress og støj. Stilheden giver plads til det, der til dagligt bliver overdøvet eller fortrængt – oplevelsen af livets dybder og Guds nærvær.
Glostrupkirkerne gennemfører hvert år en stilleretræte af tre dages varighed.
Skønne, hyggelige og interessante ture
3-dages ture
Menighedsplejens årlige tredages-tur er et tilløbsstykke. Hvert efterår tager vi med bus ud i det blå for at nyde endnu en egn af vores dejlige danske land. Vi lægger vægt på, at turene skal være egnede for gangbesværede og handicappede. Der er plads til kørestole i bussen og vi planlægger turene således, at man ikke skal gå for langt.
1-dagsture
Vi arrangerer også en endagstur, der altid finder sted i juli-måned.
Gratis sommerferie med dine børn
Hvert år ansøger Glostrup Sogns Menighedspleje Folkekirkens Feriehjælp om et antal fripladser til familier med børn, så de kan komme gratis på sommerferie i juni eller juli et sted i Danmark tæt på skov og strand. Der arrangeres bustransport fra Glostrup til feriestedet, hvor familierne bor i feriehuse eller ferielejligheder, og frivillige fra menighedsplejen deltager som "ferieværter".
For at komme i betragtning må ansøgernes indtægt ikke overstige kontanthjælpsloftet. Man må heller ikke være på SU eller førtidspension. For at blive godkendt skal der sammen med ansøgningen afleveres en kopi af årsopgørelsen.
Yderligere oplysninger hos Glostrup Sogns Menighedspleje.